Undervisning
Ordblindhed er massive vanskeligheder med at lære at tilegne sig skriftens lydprincip. Vanskelighederne varer ved og breder sig typisk, sådan at de påvirker tilegnelsen af andre dimensioner i skriftsproget. Men vanskelighederne vil også variere i forhold til væsentlige forhold som fx god - eller manglende undervisning og den tekstmængde, som et menneske med ordblindhed møder i sin hverdag.
Særligt tilrettelagt undervisning er nødvendigt for at forbedre læse- og skrivefærdigheder på trods af ordblindhed. Den særligt tilrettelagte undervisning kan målrettes børn, unge og voksne.
Nogle mennesker med ordblindhed har lært at læse. Men det er meget individuelt, hvad det betyder "at læse". Andre mennesker med ordblindhed oplever derfor, at de ikke har lært at læse godt nok, og atter andre oplever så massive vanskeligheder, at det har været meget svært at lære at læse selv meget få ord. Ordblindhed viser sig ofte også i problemer med læsehastighed, læseforståelse og stavning.

